Nu gælder det millioner for de danske klubber
Torsdag aften er der igen europæisk fodbold på menuen, og her spiller både Brøndby IF, FC Midtjylland, FC København og Randers FC deres sidste gruppespilskampe i år. Dermed bliver det også afgjort, om de går videre til knockoutrunderne og skal spille europæisk i foråret.
Herunder får du overblikket over, hvad der er på spil for de danske klubber torsdag aften.
EUROPA LEAGUE
Brøndby IF
Møder Sparta Prag på udebane torsdag 18.45
Brøndby IF er inden torsdagens opgør på sidstepladsen i deres Europa League-gruppe, og de kan ikke gå videre i turneringen. Til gengæld kan de stadig sikre sig en plads i Conference Leagues første knockoutrunde – kaldet præknockoutrunden – hvis de formår at kravle op på tredjepladsen.
Lige nu er torsdagens modstander, Sparta Prag, på tredjepladsen i gruppen med to point ned til Brøndby IF. Det betyder altså, at Niels Frederiksens mandskab sikrer tredjepladsen med en sejr torsdag, mens de med et nederlag eller uafgjort er færdige i Europa.
En plads i Conference Leagues præknockoutkampe vil sikre Brøndby en præmiebonus på knap 2,25 millioner kroner.
Hold altid øje med rejserne til de største klubber i de europæiske turneringer på visitfootball
FC Midtjylland
Møder Ludogorets på udebane torsdag 21.00
FC Midtjylland står i en lukrativ situation. Med en sejr over Ludogorets vil “Ulvene” være sikre på en plads i top to i gruppen, selvom de lige nu er nummer tre. Det skyldes, at Røde Stjerne og Braga mødes i den anden kamp i gruppen, og minimum et af de hold vil altså smide point.
Hvis FC Midtjylland vinder, og den anden kamp ender uafgjort, vil midtjyderne endda slutte på førstepladsen, da de i så fald vil ende á point med Røde Stjerne, men vil være bedre indbyrdes.
Ender FC Midtjylland på en tredjeplads – som de kan med et nederlag eller uafgjort resultat – vil de ryge over i Conference Leagues knockoutkampe.
Der er også mange millioner på spil for FC Midtjylland. En plads i Europa Leagues knockoutkampe vil sikre dem 3,75 millioner kroner, mens de vil få en bonus i omegnen af 2,25 millioner kroner for at rykke over i præslutspillet i Conference League. Endvidere er der en bonus på godt 8,25 millioner kroner til gruppevindere og 4,125 millioner kroner til gruppetoere i Europa League.
Med en sejr vil FC Midtjylland få minimum 7,9 millioner og helt op til 12 millioner kroner, mens de med et nederlag “blot” vil få 2,25 millioner kroner.
CONFERENCE LEAGUE
FC København
Møder Slovan Bratislava på hjemmebane torsdag 21.00
FC Københavns europæiske skæbne er allerede afgjort. Med fire point ned til Slovan Bratislava og PAOK på anden- og tredjepladsen inden sidste spillerunde er københavnerne allerede sikre på førstepladsen i gruppen.
Som gruppevinder vil FCK – i modsætning til eventuelle danske hold fra Europa League – springe præknockoutrunden over og være sikre på en plads i ottendedelsfinalen og godt 4,5 millioner kroner i præmiepenge samt en bonus på cirka 4,875 millioner kroner for at vinde gruppen.
Der er altid muligheder for at søge de bedste fodboldrejser frem på visitfootball.dk – du skal blot indtaste dine ønsker, så modtager du hurtigt konkrete tilbud på din drømmerejse
Randers FC
Møder AZ Alkmaar på udebane torsdag klokken 18.45
Randers FC ligger inden sidste gruppekamp til at gå videre i Conference Leagues knockoutkampe.
De har dog kun et point ned til FK Jablonec på tredjepladsen og møder gruppens tophold, AZ Alkmaar. Heldigvis for Randers FC er AZ allerede sikre på førstepladsen, så de kan meget vel spare spillere til kampen. Desværre for Randers FC møder FK Jablonec gruppens bundhold, der er sikre på at ryge ud og også kan spare spillere.
Som gruppetoer vil kronjyderne i modsætning til FCK ryge i den såkaldte præknockoutrund, der skal spilles inden ottendedelsfinalen. Det sikrer en bonus på knap 2,25 millioner kroner, mens de også vil få i omegnen af 2,5 millioner kroner, hvis de ender som nummer to i gruppen.
Tallene er UEFA’s egne estimater, som de blev fremlagt i maj.