Rejseguide til ‘støvlelandet’: Sådan kommer du til italiensk topfodbold
Fra det gigantiske Stadio Giuseppe Meazza i Milano til det legendariske Stadio San Paolo i Napoli. Denne guide klæder dig rigtigt på til din italienske fodboldrejse.
Italienere er et af de mest fodboldglade folkefærd i verden. Ikke så underligt, når man tænker på de har vundet fire verdensmesterskaber i fodbold, kun overgået af Brasiliens fem. Derudover har den italienske liga Serie A stolte traditioner, og adskillige italienske klubhold har vundet både Champions League og Europa League.
Italiensk fodbold gemmer også på nostalgiske danske minder. Preben Elkjær spillede for det Verona-hold der vandt “lo Scudetto” (Serie A-titlen), for første og hidtil eneste gang i klubbens historie. Hvis du går en tur i Veronas gader, vil du stadig kunne høre en restaurantejer eller to, fortælle om dengang Preben scorede mod Juventus uden sin sko.
Alle tiders største danske fodboldspiller, Michael Laudrup, startede også sit udlandseventyr i Italien. Først på lejekontrakt i Lazio, og efterfølgende som fast mand for mægtige Juventus. Dengang måtte man kun have to udlændinge på holdet i Italien. I Juventus hed de to spillere Michael Laudrup og Michel Platini.
Fodbold i Italien er passion og følelser. Det vil du uden tvivl komme til at mærke hvis du oplever en fodboldkamp live i støvlelandet. Denne guide giver dig alt information du har brug for at vide, hvis du gerne vil overvære en italiensk fodboldkamp på stadion. Alt fra rejseguides til de mest populære fodboldbyer, samt hvor og hvordan du køber billet.
Milano: AC Milan og FC Inter
Det er både nemt og billigt at komme til Milano nu om dage. Ryanair, Easyjet og SAS har alle daglige afgange direkte til Milano fra København. Ryanair har de billigste afgange. De sælger enkeltbilletter helt ned til 126 kroner. Ryanair flyver til Bergamo lufthavn som ligger 45 kilometer fra centrum af Milano. Der kører shuttlebusser fra lufthavnen hvert 20. minut. Bussen koster €5 for en enkeltbillet og €9 for en retur. Du bliver sat af på Milano Hovedbanegård og bussen kører retur fra samme sted. Du kan købe billet til bussen på Terravisions (busselskabet) hjemmeside, i deres skranke i lufthavnen, eller ved busstoppestedet.
Easyjet og SAS flyver begge til Malpensa lufthavn der ligger 50 kilometer fra Milano centrum. Du kan ligeledes tage en shuttlebus fra Malpensa lufthavn til Milano Hovedbanegård. Bussen afgår både fra Terminal 1 og Terminal 2 hvert. 20 minut. Turen tager 50 minutter og koster €8 for en enkeltbillet og €14 for en retur. Du køber billet til bussen på samme måde som Bergamo lufthavn. Du kan også tage toget fra Terminal 1 til hovedbanegården i Milano. Det tager 52 minutter og koster €13. Køb dine billetter på stationen, som ligger når du går ud af lufthavnsterminalen, eller online på Trenitalia eller Trenord.
Hvis du har et tidligt morgenfly fra Malpensa, så kan det varmt anbefales af overnatte på hotel MOXY Milan Malpensa Airport, specielt hvis du skal flyve med Easyjet. Hotellet ligger klos op ad Terminal 2 som udelukkende bruges af Easyjet. Skal du flyve med et andet selskab, så kører der gratis shuttlebusser mellem Terminal 1 og 2 hele tiden.
Italiens fodboldhovedstad
Milano er hjemsted for to af de mest betydningsfulde fodboldhold i Italien. A.C. Milan og F.C. Internazionale Milano, bedre kendt som Milan og Inter. Op gennem historien har de to hold vundet alt hvad der er at vinde i fodboldens verden. De har begge vundet 18 Serie A-titler, og ligeledes løftet både Champions League- og Europa League-trofæet adskillige gange. Som fodboldelsker er Milano den perfekte by fordi alt er samlet på et sted. Begge hold spiller nemlig på samme stadion: Giuseppe Meazza, bedre kendt som San Siro. Den nemmeste måde at komme til stadion er ved at tage metroen. Stadion er endestation på den lilla linje 5, og stoppet hedder San Siro Stadio.
Her ligger Stadio San Siro
AC Milan-billetter
Du har adskillige muligheder for at købe billet til Milans kampe. Den nemmeste løsning er at købe billetten via acmilan.com og printe den ud hjemmefra. Du skal udfylde fornavn og efternavn, din nationalitet, og din fødselsdato.
Der er også mange muligheder for at købe billetten fysisk i Milano. Du kan enten købe den i Milans fanshop og museum Casa Milan. Udover det så kan du købe billetter i alle Ticketone-butikker, samt i alle Banca Popolare di Milano afdelinger.
Billetter til Milans kampe er kategoriseret i tre prisklasser, alt efter hvilken modstander de møder. Priserne for de tre kategorier er:
A) €30-250
B) €25-180
C) €20-140
*Bemærk at hvis du køber billetten på stadion så er priserne højere.
Hvis du skal ændre/overdrage billet til en Milan-kamp, så kan det kun gøres via klubbens egen hjemmeside.
FC Inter-billetter
Billetter til Inters kampe kan købes på www.inter.it. Udover det, så kan du købe dine Inter-billetter fysisk, i mere end 700 butikker i Italien, gennem Vivaticket-netværket.
Prissætningen til Inters kampe er næsten den samme som Milans. Der kategoriseres også alt efter hvem modstanderen er. Priserne ligger mellem €30-150 til de mindre kampe, og til de største opgør mellem € 30 – € 285.
Hvis du skal overdrage en Inter-billet kan det ligeledes kun gøres online på klubbens egen hjemmeside.
Torino: Juventus FC
Du kan nemt kombinere din fodboldrejse i Milano med en kamp i Torino. Fra hovedbanegården i Milano kan du tage toget til Torino, til den station der hedder Porta Nouva. Du kan finde højhastighedstog der kun tager en time og koster ned til €13 for en enkeltbillet. Køb dine billetter online enten via Italo eller Trenitalia, eller direkte på hovedbanegården i Milano. Bemærk at du kan spare penge ved at købe billetten nogle dage i forvejen.
Der desværre er ingen direkte fly til Torino fra Danmark, men med en mellemlanding kan du kommer dertil for lidt over 1000 kroner tur/retur.
Juventus F.C. – Den største klub i Italien
‘Den gamle dame’, som Juventus bliver kaldt, er det suverænt mest succesfulde hold i italiensk fodbold. De har vundet 32 Serie A-titler, hvilket er markant flere end de næstbedste hold, Milan og Inter. Til sammenligning så har byens andet fodboldhold, Torino F.C., vundet syv italienske mesterskaber.
Man siger det er koldt på toppen, hvilket Juventus-fans må sande. Det er fodboldholdet som alle italienere elsker at hade. Det er naturligvis skrevet med et glimt i øjet, og det bør absolut ikke afskrække dig for en tur på Juventus Stadion. Netop fordi Juventus har så mange rivaler i italiensk fodbold, så tropper modstandernes fans altid talstærkt op, klar på at yde en ekstra indsats på tribunen, i håb om at deres hold endelig slår ærkerivalen Juventus. Så du er garanteret fantastisk stemning og en suveræn fodboldoplevelse når du tager til Torino.
Her ligger Juventus Stadium
Juventus-billetter
Juventus-billetter bliver sat til salg for offentligheden 10 dage inden kampen. Men deres kampe er meget populære og der er ofte udsolgt på Juventus Stadion. Det kan derfor være svært at skaffe billet til de helt store kampe i Serie A og Champions League gennem det åbne billetsalg. Det du kan gøre, hvis du meget gerne vil se en topkamp på Juventus stadion, er at købe medlemskab til klubben.
Et medlemskab til Juventus F.C. koster €65 for ikke-italienere. Medlemskabet gælder for et år og giver dig forkøbsret på Juventus-billetter til både Serie A, Coppa Italia, og Champions League-kampe. Du får også nogle andre fordele, som eksempelvis rabat i Juventus-shoppen, og en velkomstpakke med en Juventus T-shirt. Du køber medlemskab til Juventus på klubbens hjemmeside.
Du kan finde information om Juventus-billetter på klubbens hjemmeside www.juventus.com. Der kan du både se hvornår forsalget for medlemmer starter, og hvornår det almindelige salg åbner. Selve billetsalget foregår officielt gennem Listticket. Hvis du er medlem og vil anvende din forkøbsret, så kan du ligeledes bestille din billet ved at ringe på telefon: +39 02 600 60 900.
Priserne på Juventus-billetter:
Sydtribunen (syngende fans): €45
Østtribunen: €95-150
Nordtribunen: €45
Vesttribunen: €100-120
Hvis du skal overdrage en Juventus-billet til et anden person, skal du gøre det via klubbens hjemmeside. Bemærk at du ikke kan ændre billetter der er købt via forkøbsret.
Rom: AS Roma og SS Lazio
Intet sted i Italien finder du fodboldens mange kontraster så tydeligt portrætteret som i Rom. Byens to klubber, AS Roma og SS Lazio, er spækket med historie, og farverige spillere som Totti, Batistuta, Nesta og Di Canio, har alle kaldt Stadio Olimpico for deres hjemmebane.
Der hersker heller ikke nogen tvivl om at Rom-derbyet er det største i Italien. På de gode dage kan derbyet sågar måle sig, rent stemningsmæssigt, med de allerstørste lokalopgør i verden. Side om side med Istanbul- og Buenos Aires-derbyerne.
Flyv direkte til Rom
Ryanair, Norwegian og SAS har direkte afgange til Rom fra København hver dag. Norwegian og SAS flyver til Fiumicino lufthavn, som ligger 30 kilometer fra Roms centrum. Trenitalia opererer tog fra lufthavnen til Roma Termini, som er hovedbanegården i Rom. Toget afgår hvert kvarter, tager 32 minutter, og koster €14. Du finder andre transportmuligheder til og fra Fiumicino på lufthavnens hjemmeside. Der er busser, delebiler, og meget andet.
Ryanair flyver til Ciampino lufthavn, der kun ligger 15 kilometer fra centrum. Fra lufthavnen kan du tage en bus til den nærmeste togstation. Den afgår hver halve time, tager fem minutter og koster kun €1. Derfra går der så et lettog cirka hvert kvarter som stopper på Roma Termini. Du finder flere transportmidler på lufthavnens hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at taxachaufførerne i Ciampino lufthavn er notorisk kendt for at hustle turister.
Her ligger Stadio Olimpico
Billetter til Stadio Olimpico
Fra Termini tager du den røde metro linje mod Battistini. Du kan nu stå af tre steder. Fra Ottaviano-San Pietro kan du tage bus 32 til Piazzale della Farnesina som ligger lige ved siden af stadion. Fra Flaminio kan du tage sporvogn nummer 2 til endestoppet Piazza Mancini (ligger på modsatte side af Tiberen, i forhold til stadion). Fra Lepanto kan du tage bus nummer 280 som kører direkte til stadion.
Roma-billetter
Du finder billetter til Romas kampe på klubbens hjemmeside www.asroma.com. Romas fans står på sydtribunen ‘Curva Sud’. Der koster en billet €25. Billetter til de øvrige tribuner koster normalt mellem €35-120. Til europæiske kampe i Champions League eller Europa League kan prisen dog være højere, og starter ofte omkring € 45-50 og op efter.
Lazio-billetter
På Lazios hjemmeside www.sslazio.it kan du se information om billetsalg til klubbens kommende kampe. Deres fans står på nordtribunen ‘Curva Nord’, hvor en billet koster €20. De resterende billetter ligger på mellem €20-200. Dog er prisen på Lazios kampe over højere til europæiske kampe.
Begge klubber bruger Listticket som officiel billetformidler.
Napoli: SSC Napoli
Hvis du gerne vil opleve Italiens mest fanatiske stemning, så skal du tage til Stadio San Paolo og se Napoli spille. Da Napoli slog Manchester City i Champions League i 2011, blev fejringen af Edinson Cavanis afgørende scoring målt til 2,9 på richterskalaen, som normalt måler jordskælvsaktivitet.
Der er ingen direkte fly til Napoli fra Danmark. Enten skal du have en mellemlanding, eller også skal du flyve til Rom og så tage tog eller bil til Napoli. Du kan leje biler billigt i Italien, og der er både regional, intercity og højhastighedstog fra Rom til Napoli. Sidstnævnte tager kun en time og 10 minutter. Se priser og tider på Trentialias hjemmeside.
Her ligger Stadio San Paolo
Billetter til Stadio San Paolo
Ligesom mange andre hold i Italien, så bruger Napoli også Listticket som officiel formidler af Napoli-billetter. Napoli har nogle af de billigste fodboldbilletter i Italien. Du kan købe billetter til deres kampe for mellem €10-35.
Du kan komme til stadion med både tog og metro. Fra Piazza Garibaldi kan du tage toget til Campi Flegrei station. Derfra er der fem minutters gang til stadion. Du kan også tage til metrostationen Mostra, som ligger på linje 6. Den ligger endnu tættere på stadion.
Firenze: ACF Fiorentina
ACF Fiorentina er Firenze og hele Toscanas fodboldstolthed. Desværre er der ingen direkte fly fra Danmark til Firenze, men byen ligger midt mellem Rom og Milano, og ganske tæt på Bologna. SAS har daglige afgange fra København til Bologna og Ryanair har også et par afgange om ugen. Fra Bologna lufthavn kan du tage en bus direkte til Firenze. Det tager 1 time og 20 minutter og koster €20 hvis du køber billetten på nettet, €25 hvis du køber i bussen. Du kan også tage en shuttlebus til Bologna banegård. Den koster €6 og kører hvert 11. minut. Derfra kan du så tage toget til Firenze for €13,5. Togturen tager 37 minutter. Du finder mere information om togtider til Firenze fra både Bologna, Milano og Rom på Trenitalias hjemmeside.
Her ligger Stadio Artemio Franchi
Fiorentina-billetter
Du køber Fiorentina-billetter online gennem Ticketone. Billetterne koster helt ned til €10 for endetribunerne Curva Ferrovia og Curva Fiesole. Sidstnævnte tribune er hvor Fiorentinas syngende fans står. Billetter til de øvrige tribuner koster mellem €25-120. Du kan også købe Fiorentina-billetter i flere officielle butikker i Firenze. Skal du ændre navn på billetten gøres det via klubbens hjemmeside.
Den nemmeste måde at komme til stadion er ved at tage bussen fra centrum. Både linje 7, 17 og 20 kører til stadion, og på kampdage bliver ekstra busser indsat.
Husk gyldigt billede-ID
Du skal være opmærksom på, at der skal navne på alle fodboldbilletter i Serie A. Når du køber en billet online, så udfylder du samtidigt dit navn. Når du skal ind på stadion, så tjekker de at dit navn stemmer overens med det der står på billetten. Du skal derfor huske at have dit pas med, hvis du vil være sikker på at få adgang til stadion. Hvis du skal købe en billet fysisk i en butik, skal du også have dit pas med. De enkelte klubber har forskellige regler hvis du vil ændre navnet og overdrage en fodboldbillet. Du finder mere information om reglerne for hvert hold i denne guide.
Tessera del Tifoso – Det italienske supporter ID-kort
I Italien har man indført et ID-kort til udebanefans. Kortet hedder “Tessera del Tifoso” på italiensk. Det blev indført i kølvandet på stigende uroligheder under 2009/2010-sæsonen i Serie A. Kortet har ingen indvirkning på dig som turist. Når du køber billet til en Serie A-kamp, eksempelvis online, så skal du oplyse hvor du bor. Det er kun hvis du er bosiddende i den region hvor modstanderholdet kommer fra, at du bliver bedt om at oplyse nummeret på dit supporter ID-kort. Fra og med sæsonen 2017/18, har det italienske fodboldforbund besluttet at langsomt (og forsøgsvis) at afvikle “Tessera del Tifoso”-kortet igen.
Mere info om fodboldrejser til Italien?
Besøg VisitFootball.dk hvis du vil læse mere mere om fodboldrejser til Italien. Der kan du blandt andet læse om det legendariske “Derby della Lanterna” mellem Sampdoria og Genoa, og mange andre spændende opgør i italiensk fodbold.